Ny Holmegaard Hundepension logo

Før opholdet i hundepension

Velordnede forhold i hundepensionen giver dig sikkerhed og en tryg hund. Ny Holmegaard Hundepension.

Vælg jeres hundepension med omhu

Før du placerer din hund i hundepension, skal du for dens og din egen skyld lave et grundigt forarbejde, med at finde den rette hundepension. Hvis du ikke er tryg ved stedet, bliver din ferie ikke god, og i værste fald kan det jo også skade din hund. Derfor er det meget vigtig, at du besøger flere hundepensioner, og får en god snak med de ansvarlige, så du har et godt og detaljeret vurderingsgrundlag.

Grundig ferieforberedelse gør din hund tryg

Din hund ved ikke, hvad der sker når den bliver afleveret i hundepensionen, men den registrere at den er et fremmed sted. Derfor kan det være en rigtig god ide med et lille prøvophold, hvor vi kan få god kontakt til den, og frem for alt, at den oplever at blive hentet igen.

Gamle hunde, der aldrig har været på hundepension, og meget reserverede hunde bør komme på et prøveophold inden et ferieophold. Enkelte hunde egner sig ikke til at komme på hundepension.

En god hundebeskrivelse skaber tillid hurtigere

Det er en god ide, at udarbejde en kort beskrivelse af hunden, herunder adfærd overfor fremmede mennesker og hunde, foderanvisning, specielle kommandoer etc. Dette vil gøre det nemmere og hurtigere for os at få kontakt til hunden, så den får tillid til os. Dine notater vil blive vedlagt hundens oplysningsseddel, der sidder på døren til dens værelse.

Forebyggelse af hundesygdomme

Før du sætter din hund i pension, skal du sikre dig, at den er dækket af de nødvendige vaccinationer. Hunde skal vaccineres for at beskytte den bedst muligt, hvis den skulle udsættes for smitte med en af følgende virus sygdomme: hundesygevirus, parvovirus, smitsom leverbetændelse, parainfluenza, leptospirose eller rabies. De er alle indeholdt i den alm. Paraplyvaccine: Nobivac DHPPi Vet. “Paraplyvaccinationen” beskytter mod hundesyge, parvovirus og hepatitis i 3 år, men kun mod Parainfluenza og leptospirose i 1 år.

Paraplyvaccination af hunde – en nødvendighed for ophold i hundepension. www.nyholmegaard.dk

Der er altid risiko for kennelhoste, når flere hunde er sammen. Det kan ske ved et møde på gåturen, til træning eller i en hundepension. Kennelhoste er en meget smitsom og generende infektion, som smitter via hundens luftveje.

Sygdommen er ikke farlig, men kan i enkelte tilfælde udvikle sig til egentlig halsbetændelse. Derfor kræver vi også at hunden er dækket af vaccine mod kennelhoste, både med virusdelen parainfluenza (Pi) der er en del af den alm. Paraplyvaccine. Men vi kræver også at den er vaccineret mod bakteriedelen Bordetellla Bronchiseptica (BB) via en næsevaccine. Denne vaccine gives til hunde, som er særlig udsat for smitte f.eks. ved pensionsophold eller andre samlinger af hunde.

Hunden skal naturligvis være behandlet og fri for lopper og være rask og sygdomsfri.

Forsikring: Hunden skal være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring.